Historien bag

Bygholm Maskinsnedkeri A/S

 

I begyndelsen hed Bygholm Maskinsnedkeri slet ikke Bygholm Maskinsnedkeri, og grundlæggeren kom end ikke fra Bygholm.

Grundlæggeren, Poul Johansen, kom oprindeligt fra Fyn. Han blev hentet til HFS (AC Horsens i dag) som målmand, hvor han spillede 152 kampe og scorede ét mål, samt spillede 3 landskampe for U23 (AC Legends | AC Horsens) i perioden 1967-1974.

Samtidig med at han spillede fodbold, arbejdede han som reklame- og salgskonsulent først ved Horsens Folkeblad og senere ved Lundbo Selvbyg.

Efter en årrække gik Lundbo Selvbyg konkurs, og Poul Johansen besluttede derfor at købe nogle af deres huse, og i årene efter dannede han to virksomheder.

Det ene ved navn PJ Huse og det andet Stensballe Byggeforretning.

Lis, Jørgen, Kevin, Vagn og Jane

Mens Stensballe Byggeforretning lavede køkkener, byggede PJ Huse i 80’erne og start 90’erne parcelhuse og rækkehuse.

I denne periode ansættes der også to tømrere, Vagn Mathisen og Jørgen Knudsen med tilknytning til PJ Huse.

Med et øget behov for tilpassede lister og byggematerialer, får PJ Huse lokation i Stensballe Byggeforretning på Vågøvej 6.

Pj Huse lukker ned i starten af 90’erne.

Vagn og Jørgen tilbydes at fortsætte i Stensballe Byggeforretning, og midt i 90’erne tilbydes begge ejerandele i det, vi i dag kalder Bygholm Maskinsnedkeri.

Igennem tiden har virksomheden lavet forskellige ting fra materialer til huse, legepladser og i en periode også fungeret som underleverandør for Velux. Opgaverne har spændt bredt og taget ind under Pouls motto: ”Ingen opgave for stor, ingen for små”.

Hvilket også har bragt mange spændende oplevelser med sig, bl.a. en stor legeplads af Notre Dame i Paris.

Deraf beretter Jørgen også om, at Poul var helt uforstående overfor, hvis han eller Vagn, som stod for den daglige drift af maskinsnedkeriet, havde sagt nej til en opgave.

I perioden fra år 2000 og frem til i dag, er Maskinsnedkeriet blevet mere og mere fokuseret på opbygningen af inventar og møbler. I 2013 opkøbte man Øers Inventar Industri, som var et familieforetagende.

Med købet fulgte også Paw Øers engagement, som fortsat er en dedikeret snedkermester i virksomheden.

Ligeledes opkøbte man GR Maskinsnedkeri, hvor sønnen også i en periode fik ansvaret for produktion i Bygholm.

Poul var en aktiv herre helt frem til sin død i september 2019, ære være hans minde, men var også syg i årene op til sin død, og her hoppede Jørgen Knudsen, som er tidligere danmarksmester i linjeløb (cyklingdanmark.dk), i førertrøjen og trådte til som administrerende direktør.

Sammen med Vagn drev de virksomheden videre i Pouls ånd.

Da Poul døde overtog hans døtre, Lis Johansen og Jane Bodeholt, hans ejerandele og er i dag aktive i bestyrelsen, med Jane som bestyrelsesformand og Lis som menigt medlem.

Med denne baggrund ville et generationsskifte blive en naturlig del af den videre proces.

Det betød, at Jørgen i 2019 begyndte at kigge efter en mulig kandidat til at overtage rollen som holdkaptajn, og ved et rent tilfælde kom han i kontakt med Kevin Sørensen, som ligeledes søgte at blive engageret i et snedkeri.

Ultimo 2019 startede Kevin op, under Jørgens ledelse, og overtog den daglige drift af virksomheden.

I sommeren 2021, foretog man så et generationsskifte og Jørgen overdrog førertrøjen til Kevin.

Jørgen og Vagn har dog fortsat deres gang i virksomheden, som i dag tæller 20 mand fordelt på kontor og værksted, samt et større antal maskiner.